Inspirerende møde – men Holbæk Kommune sov vanlig Tornerosesøvn.

Inspirerende møde på Holbæk Bibliotek d. 30 september.

HovsaHolbæk havde besøg på biblioteket af Ringsteds Børnecenterchef Sune Thor Olsen og forældre fra dialog gruppen i Ringsted, som fremragende fortalte om det samarbejde man har i Ringsted Kommune og hvad det har betydet for kommunens sagsbehandling – og ikke mindst de berørte borgeres stigende tilfredshed og oplevelse af forbedring i dialogen med kommunen.

For fire år siden organiserede en række forældre med handicappede børn sig og udarbejdede en lang liste over de problemer de oplevede med  Ringsted Kommune i forhold til deres børn, tabt arbejdsfortjeneste osv.

I forbindelse med kommunevalget i 2017 fik de hul igennem til politikerne og der blev nedsat en dialog gruppe, hvor der var en ret negativ stemning det første år, men efterhånden erkendte politikerne, at der var alvorlige problemer i forvaltningen med at overholde loven.
Hele forvaltningen på børneområdet var mere eller mindre brudt sammen.
Der blev taget hånd om problemerne og i dag indgår politikere, embedsmænd og borgere i et frugtbart samarbejde, hvor der nu er sket markante forbedringer og flere er på vej.

Dialoggruppen i Ringsted

To forældre fra initiativ- og dialog-gruppen i Ringsted, Tanja Alvitz og Tina Messerschmidt fortalte, hvorledes forældrene i første omgang havde organiseret sig via Facebook og at de trængte igennem politisk, fordi de stod sammen som en stor gruppe med en veldokumenteret kritik af forholdene.
Når borgerne henvender med deres egen sag, så vil politikere og embedsmænd ikke udtale sig om enkelt sager, men efter organiseringen i en større forældregruppe, så kom der skred i tingene.
Der er stadig lang vej før hele børneområdet i Ringsted bliver velfungerende.

De påpegede, at det var deres organiserede politiske pres, som satte gang i sagerne – ikke politisk eller forvaltningsmæssig velvilje.

Men efterhånden har det udviklet sig til et konstruktivt samarbejde,  hvor der afholdes ca. fire dialogmøder om året med deltagelse af både politikere og embedsmænd, samt to årlige stormøder blandt forældrene.
Her lytter man til forældrene og meget tyder nu på, at man løbende arbejder på at opkvalificere hele området. Så der er nu optimisme og tillid til, at kommunen nu arbejder i den rigtige retning.

Forvaltningen i Ringsted er i dialog med borgerne

Børnecenterchef i Ringsted, Sune Thor Olsen, som tiltrådte den 1. januar 2019 fortalte om sit arbejde med at opbygge børneområdet i dialog med forældrene, og om at sikre overholdelse af både lovgivningen og de forvaltningsmæssige principper.
Det tager tid, men det var også tydeligt, at man her har fundet en mand, som har skabt tillid til at forholdene skal være i orden og selvom der er lang vej igen, så er forældrene trygge ved, at der nu er vilje til at se problemerne i øjnene og begynde at løse dem.

Sune Thor Olsen fortalte også om, hvordan de har afskaffet telefontider, så forældre kan nu ringe hele dagen og at de får svar senest dagen efter.
Man gør mere ud af at kommunikere korrekt og de nyansatte bliver ikke kun ansat på deres kvalifikationer, men de empatiske evner skal også være i orden.
Mange borgere/forældre har oplevet nemlig at ”mødet” med forvaltningen kan være ubehageligt, og at dette i mange tilfælde er et større problem end de lave ydelser i sig selv.
Borgerrådgiveren bliver brugt aktivt og konstruktivt til at forbedre arbejdsgangene i afdelingen, ligesom den juridisk uddannede Borgerrådgiver afholder kurser for de ansatte.

Det interesserede hverken Holbæks politikere, forvaltning eller medarbejdere.

Vi var ikke mere end tolv fremmødte til dette møde, som var et af de mest opløftende, positive og konstruktive møder, som Hovsa Holbæk nogensinde har afholdt.

Men der var ingen fremmødte forældre  med handicappede børn eller fra handicaporganisationer eller forældregrupper i øvrigt.
Der kom ingen repræsentanter fra Holbæk Kommunes forvaltning, ligesom de ikke havde reageret på vores invitationer.
Det gælder Kommunaldirektør Rasmus Søren Bjerregaard, Direktør Erik Kjærgaad Andersen og Direktør Lene Magnussen samt afdelingsleder Henrik Kjer og Maria Arnholt Damgaard fra Familieafdelingen.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen  (A) har heller ikke reageret på vores invitation.
Det samme gælder Rasmus Brandstrup Larsen (V), Lars Quist (A) Søren Stavnskær (I), Lars Dinesen (A) og Steffen Kisselhegn (V).
De to medlemmer af Enhedslisten, Karen Thestrup og Leif Juhl havde tilmeldt sig, men måtte melde afbud i sidste øjeblik.
Eneste deltagende politiker var Socialudvalgsformand Bente Röttig (F)

Konklusionen på den manglende interesse må vel være at:

  • man tilsyneladende mener i administrationen her i byen, at der ikke er noget som kan gøres bedre eller læres og ændres – alt fungerer og kører på skinner i forvaltningen til borgernes fulde tilfredshed. I modsat fald havde man vel mødt interesseret op?

    Denne påstand vil de berørte borgere i Holbæk muligvis tage skarpt afstand fra og betragte som et humoristisk indslag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *